Del 6 - 1. Januar 2014

Det var morgen og min kæreste og jeg var lige vågnet.
Vi fandt ud af at min kærestes veninde også var på Kolding Sygehus da hun lige skulle op og tjekkes for noget i hendes blod.

Samme dag kom både mine forældre samt min kærestes mor,så det var rigtig hyggeligt og rigtig dejligt at få besøg når det hele havde været så træls, det betød uendeligt meget for mig at mine forældre ville komme op til os,specielt når de bor så langt væk som de gør. Det hjalp mig en del psykisk at de kom forbi. Her understreger jeg igen vigtigheden af at have venner og familie omkring sig!

En sygeplejerske kom ind og spurgte om jeg ville have noget yoghurt og tog droppet af, samt kørte dropstativet hen i hjørnet. Dette var en sejr på et par punkter:

For det første: Mit urin var normal farve igen. Åh hvor har jeg aldrig været mere glad for at se mit eget urin, som jeg var da det havde fået sin normale farve igen.
For det andet: Jeg ved ikke hvor mange der er klar over det, men at komme igennem en ganske almindelig dør til et lille toilet, for ikke at tale om at være inde på nævnte lille toilet med et dropstativ og et drop i den ene arm er altså næsten en akrobatisk udfordring.
For det tredje var der nu endelig plads i sengen til min kæreste, der havde siddet og sovet i en stol ved siden af mig om natten.

Hvad der også bestemt er værd at nævne, er hvor tynd jeg var blevet. En lyn-slankekur af episke proportioner. Jeg var gået fra en der så gravid ud til at jeg kunne suge maven lidt ind og man kunne tælle mine ribben.

Lidt før mine forældre tog hjem, fik jeg at vide at jeg kunne gå over og tage lidt mad i patientkantinen, så jeg gik straks derover og fik et par stykker brød og lidt smør med tilbage.
Det første faste føde i 2 dage. Nej hvor var det godt!
Efter mine forældre, min kærestes mor og veninde tog afsted sad jeg lidt og så skihop (en tradition jeg altid har d 1. januar) indtil jeg og min kæreste faldt i søvn.

Efter vi var vågnet stod vi op og gik lidt rundt på hospitalet. Vi ville have taget et spil Ludo med ind på stuen og spille før vi gik, men en sygeplejerske kom med den sarkastiske kommentar: "skulle i ikke hellere tage at gå istedet for at spille Ludo" Er det bare mig eller er det som om at så snart man er indlagt, så føler sygeplejerskene at de bestemmer over en?

Det blev tid til aftensmad, som bestod af kartoffelmos, et lille kyllingespyd med jordnøddesmør, et stykke fuglebryst af en art samt grøntsager. Efter vi havde spist, snakkede vi med en sygeplejerske om at blive udskrevet da de også selv havde snakket om det tidligere. Der kom en læge ind og snakkede med mig til sidst; han ville have indkaldt mig til en kikkertundersøgelse et par uger senere, men jeg udtrykte at det var jeg ikke helt komfortabel med, så han sagde blot at han ville skrive i min journal at hvis tingene blev værre, skulle jeg i første omgang kontakte egen læge. Og uden videre blev vi ellers udskrevet og kunne tage hjemad.
Efter jeg blev udskrevet, gik min kæreste og jeg ned til busstoppestedet. Det var en kold fornøjelse, da jeg kun havde et par tynde skiunderbukser på, samt T-shirt og en jakke.  Busserne kørte ikke direkte ned på banegården, så vi valgte at gå derned. Toget mod Århus var forsinket og det var den eneste måde vi kunne komme hjem til Fredericia på, så vi gik ind i kiosken og købte lidt pastasalat som vi delte, mens vi ventede på toget.

Mens undertegnede lå i sin hospitals-seng